|
Dette års seminar havde temaet ”psykose” og efter veloverstået ankomst på Hotel Plaza, hvor der som vanligt var god stemning og stor interesse for at tale med tidligere og kommende kollegaer, samledes vi i ”kongesalen”, hvor vi med kaffe i kopperne kunne læne os tilbage og nyde dagens første faglige indslag. De to ”legender” i dansk psykiatri, Aksel Berthelsen og Ole Mors underviste i psykosebegrebet. Der var både en historisk gennemgang og en diskussion, på baggrund af aktuelle cases, om opfattelsen og håndteringen i moderne psykiatri. De to underviseres ”rollespil” gav anledning til en lærerig debat om psykopatologi. Underholdningsværdien ved indslaget var høj, og der blev grinet en del.
Efter en dejlig frokost fortsatte vi med endnu to markante undervisere indenfor dansk psykiatri. Kathrine Pagsberg og Pia Jeppesen underviste i psykosebegrebet indenfor børne- og ungdomspsykiatri. Også her var diskussionen livlig og det faglige niveau højt. Som indslag indgik en film med en patient case, hvilket var interessant, ikke mindst for den store del af forsamlingen, der til daglig er i voksenpsykiatrien.
Eftermiddagen sluttede med den årlige generalforsamling hvor den afgående formand Kathrine Flindt aflagde årsberetning. Regnskabet blev gennemgået og økonomien diskuteret. Herefter var der valg til ledelsesgruppen. Der foreligger fyldestgørende referat fra generalforsamlingen andetsteds.
Herefter var der traditionen tro middag, der også i år var utrolig veltilberedt og lækker. Der var lodtrækning om pladserne, hvilket resulterede i nye bekendtskaber på tværs af regionsgrænserne. Lidt underholdning blev det også til før aftenen sluttede med drinks i baren og dans. Stemningen var god, selvom folk var trætte efter dagens hårde program!
Lørdag samledes vi til morgenmad, hvorefter der var endnu et spændende fagligt indslag, nemlig forfatteren Karin Dyhr, der har skrevet bogen ”glaspigen” om sine erfaringer som tidligere patient i dansk psykiatri igennem en årrække. Foredraget var tankevækkende og gav efterfølgende anledning til debat om bl.a. etiske aspekter i moderne behandling. Ved den efterfølgende evaluering af seminaret var der flere forslag til temaer til næste års seminar, og emner som værdier og kvalitet og pårørende inddragelse i behandlingen, blev nævnt. Også emner som retspsykiatri og sexologi blev foreslået. Der var enighed om at det faglige indhold forsat skulle prioriteres højt.
Der var ros til ledelsesgruppen for et vel tilrettelagt program i gode rammer. En ros jeg kun kan tilslutte mig. Ved den afsluttende frokost, konstituerede den nye ledelsesgruppe sig og planlagde næste års møder. I den forbindelse vil jeg gerne takke gruppen, såvel de blivende som de afgåede medlemmer for deres store engagement.
Den nykonstituerede ledelsesgruppe er nu gået i gang med planlægningen af næste års aktiviteter som løbende kan følges på FB. Vi vil fortsat arbejde for FYP som et fagligt og socialt forum, hvor netværket mellem yngre psykiatere kan styrkes, og hvor vi fortsat håber på stort fremmøde ved det årlige seminar.
Tak til alle foredragsholdere, arrangører, deltagere og sponsorer ved dette års seminar.
Katinka Moltke, formand
|