|
Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab skal indledningsvis bemærke, at lovforslaget indeholder absolutte forbedringer, der er i overensstemmelse med høringssvaret den 1. maj 2005 fra BUP-DK.
Samtykkebegrebet bringes i overensstemmelse med samtykkebegrebet i Sundhedsloven – det finder vi relevant. Patienternes retsstilling styrkes og klargøres i forbindelse med tvang i psykiatrien. Her tænker vi på forslagene vedrørende husorden, behandlingsplan, eftersamtaler, beskikkelse af patientrådgiver og skærmning. Vi finder det relevant med tilsyn ved læge fire gange i løbet af døgnet ligesom kravet om ”second opinion” efter tvangsfiksering udover 48 timer, ses som en forbedring. Lovforslaget om tvungen opfølgning efter udskrivning vil få begrænset betydning for de børne- og ungdomspsykiatriske patienter. Men det, at man opfatter manglende opfølgning som et udtryk for omsorgssvigt finder vi er en god indfaldsvinkel. Det er værdifuldt, at der i de meget sjældne tilfælde gives mulighed for tvungen opfølgning af medicinsk behandling. Vi tænker specielt på hvor forældre, opsøgende teams eller forhold beskrevet i en udskrivningsaftale eller koordinationsplan ikke har formået at støtte patienten i at indtage medicinen. Vi ser forslaget om automatisk beskikkelse af patientrådgivere ved hvert tvangsindgreb som en forbedring.
Vedrørende § 21, stk. 5 foreslår vi, at der bør ske en klargøring af læge- og afdelingsbegrebet, således at man ikke er i tvivl om, at det er en speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri eller psykiatri, eller hvad der forstås ved ”en psykiatrisk afdeling”.
Med venlig hilsen
Hanne Børner Formand for BUP-DK Center- og klinikchef
|